| Moderne Mallorca |
| Monday 28. June 2010 | |
|
Mallorca opfattes stadig hos nogle, som centrum for grisefester og nedslidte hoteller, men det er meget uretfærdigt for øen er i dag topmoderne og yderst indbydende.
Kun små tre timers flyvning fra Danmark og med mange ugentlige afgange
er Mallorca indenfor rækkevidde for alle danskere året rundt. Øen byder
på et skønt klima – også udenfor sæsonen – og selvom det primært sol og
sommer der trækker danskerne til Middelhavsøen, så har Mallorca meget
mere at byde på. Fantastisk strand
Hvis du vil bo tæt på Palma og samtidig have stranden ved hoveddøren, så
er Can Pastilla et godt bud. Denne lille by ligger i den rolige ende af
Playa de Palma, som i den anden ende af stranden huser Arenal, der kan
få en til at tro, at den spanske nationalret er ”Schnitzel Mit Pommes”
og at man taler tysk på Mallorca, men heldigvis er den tyske invasion
primært koncentreret i Arenal. Can Pastilla er hyggelig og ligger kun 10
min. fra lufthavnen og et kvarter fra Palma by med bussen.
Mallorca for enhver smag
Mallorca har efterhånden også fået status som feriested for de kendte og
de rige. Det kan man godt se på nogle af de eksklusive steder der er
dukket op de senere år – og ikke mindst på størrelsen af de lystyachts,
der ligger i havnen i Palma. Hvis du vil opleve denne stemning, så kan
det anbefales at besøge Puro Beach Club i Can Pastilla eller Virtual
Club i Illetas. Her er der tale om eksklusive strandklubber, som sender
tankerne i retningen af St. Tropez og Cannes. Forskellen er dog, at på
Mallorca er priserne stadig mere rimelige. |
