Hvorfra?
Hvortil?
Modtag gode tilbud og rejsetips  [valgfri]
Udrejse
Hjemrejse
Søg på mange rejsehjemmesider

Mest læste

Ferietips til flyrejsen
Tuesday 23. June 2009
AddThis Social Bookmark Button

airlinepalms.jpg

Sommeren står for døren, og tusindvis af danskere er på vej på ferie. Her på Viviro.com giver vi dig en håndfuld gratis ferietips inden flyrejsen. Se her hvordan du springer køen over, får det bedste sæde ombord og kan slappe af i loungen inden afgang.

•    Spring køen til check-in over
Undersøg om dit flyselskab tilbyder online check-in. Flere og flere selskaber giver dig mulighed for at tjekke ind hjemme foran computeren. Hvis ikke dit selskab gør, er der tit mulighed for selv at tjekke ind i automaterne i lufthavnen. Dermed stryger du udenom den lange kø foran skranken. Har du kun håndbagage, kan du gå direkte op i sikkerhedskontrollen. Har du bagage med, skal du lige forbi baggage drop.

•    Læn dig tilbage i loungen
Tjek om et af dine kreditkort giver dig adgang til en lounge i lufthavnen. Mange kreditkort, fx et helt almindeligt Diners Club, giver dig adgang til loungen i Kastrup og Billund samt i en lang række lande. Andre kreditkort har andre aftaler, men fælles er, at de fleste kreditkortselskaber tilbyder denne mulighed. I loungen kan du slappe af med en forfriskning i rolige omgivelser og komme væk fra lufthavnens stress og jag.

•    Hold styr på tiderne
På www.checkmytrip.com kan du tjekke, om der er ændringer i dine rejsetider. Indtast dit reservationsnummer (det såkaldte PNR) og dit efternavn, og så kan du se alle detaljer om din reservation hos de kendte ruteflyselskaber. (Visse lavprisselskaber kan være undtaget).

•    Få det bedste sæde
Klik dig forbi www.seatguru.com og se kort over de forskellige flyselskabers flytyper. Her finder du tips til, hvor du får mest benplads, hvor stolene ikke kan lænes tilbage og hvordan du slipper for at sidde lige op og ned ad toiletterne.
 
•    Kom i god tid!
Husk, at den tid, flyselskaberne opgiver for check-in er tidspunktet for, hvornår check-in senest skal være afsluttet. Hvis der fx står "latest check-in 45 minutes before departure", er det her du senest skal være færdig med hele processen. Det er ikke  tidspunktet for, hvornår du skal møde i lufthavnen eller stille dig i kø til check-in! Kommer du for sent, når du ikke flyet, og med en billig billet har du ikke krav på at komme med et andet fly. Det er eget dit ansvar at møde op i så tilpas god tid, at du kan nå at checke ind.

•    Pas på væsker i håndbagagen
Husk at håndbagage-reglerne stadig gælder. Det vil sige ingen vandflasker, cola, små juicekartoner eller nogle andre væsker i beholdere på mere end 100 ml. (Husk at de fleste parfumeflasker er på mindst 150 ml, og de bliver altså konfiskeret i lufthavnen). Alle beholdere med væske skal ligge i en gennemsigtig plasticpose på max 1 liter, og som kan lukkes igen. Poser kan købes i de fleste større supermarkeder - og som regel også i lufthavnen. Væske, som du har købt i afgangshallen dvs. efter sikkerhedskontrollen - fx parfume og spiritus - må du selvfølgelig gerne have med ombord.

•    Undersøg bagage-reglerne
Tjek hvor meget bagage du må have med, inden du pakker og tager hjemmefra. Det tilladte antal kilo og kufferter kan variere mellem flyselskaberne. Desuden opkræver en del lavprisselskaber ekstra betaling for at medtage bagage, allerede fra det første kilo. Opdager du først, at du har for meget med, når du står i lufthavnen, kan det blive en dyr fornøjelse.

•    Tjek dit flyselskab ud
Se hvad andre rejsende mener om netop det selskab, du skal ud at flyve med. Det gør du på www.airlinequality.com, der har samlet  langt størstedelen af verdens flyselskaber og anmeldt dem  på områder som service, komfort og underholdning ombord

•    Mad og drikke ombord?
Undersøg på forhånd, om der er gratis mad og drikke ombord. Mange gange er udvalget ombord begrænset, så det kan være bedre at købe mad og drikke i lufthavnen og tage med ombord. Mange flyselskaber tillader ikke, at du medbringer alkohol til flyveturen.
God rejse!

 

Mest populære